I den ugandiske region Karamoja går kun hvert tredje barn i skole.
Det vil UNICEF lave om på, og lokkemidlet til skolerne skal være sport og leg
En hårdt prøvet region
Uganda er et hårdt prøvet land, hvor borgerkrige har hærget siden 1986. I Karamoja er tilstanden på mange punkter endnu mere kritisk end resten af landet. Det er ét af Ugandas mest marginaliserede områder med stor fattigdom, langvarige tørkeperioder og væbnede konflikter, som ofte skyldes, at de enkelte stammer stjæler kvæg fra hinanden.
Det går ud over børnene
I de interne kvægkrige er det oftest børnene, som er i farezonen. De passer nemlig køerne og gederne i løbet af dagen, når kvægtyvene er på spil. Fordi mange børn netop har dette risikofyldte arbejde, får de heller ikke mulighed for at gå i skole. Og børn, som begynder i skole, bliver i de fleste tilfælde aldrig færdig, fordi forældrene foretrækker, at de er derhjemme og hjælper til. Således gør kun 1,3 procent af børnene i Karamoja deres grundskoleuddannelse færdig.
Langt ude på landet
Det er i skolen, at Karamojas børn skal lære om sundhed, og hvordan man for eksempel undgår at blive smittet med AIDS. De har nemlig ikke adgang til tv, radio og aviser, som deres jævnaldrende i andre egne af Uganda har. Fordi regionen er så afsidesliggende, får kun syv procent af børnene i alderen 3-17 år informationer igennem medierne. I resten af landet er tallet 80 procent.
Skolegang virker irrelevant
Men for forældrene i Karamoja, kan det være svært at se, hvorfor børnene skal gå i skole. Det man typisk lærer i skolen, er ikke nødvendigt for at få en succesfuld tilværelse i nomadesamfundet. UNICEF Danmarks arbejde i Karamoja i 2008 er et forsøg på at ændre denne holdning og få flere børn i skole.
Forældrene involveres
Netop fordi det ofte er forældrene, der holder deres børn hjemme fra skole, skal de inkluderes i arbejdet igennem skolepromoverende projekter, der giver dem en forståelse for, hvorfor uddannelse er vigtigt for deres børn. 21.000 børn - halvdelen piger - forventes i løbet af 2008 at starte i skoler, hvor UNICEF har leveret undervisningsmateriale og andet skoleudstyr samt lærertræning. Ser forældrene, at deres børn får en relevant uddannelse, vil de også lade deres børn gennemføre skolen.
Sport giver lyst til skolegang
Erfaringer fra andre UNICEF projekter har desuden vist, at sport og leg kombineret med undervisning, der er relevant for børnenes hverdag, er et effektivt middel til at tiltrække flere til skolerne. Samtidig kan sport lære børnene at være sammen på tværs af fjendskaber og løse konflikter uden brug af vold.
UNICEF samarbejder med lokale organisationer og ledere om projektet "Sports for Life". Her arbejder man ud fra følgende fire strategier:
- Få flere børn indskrevet i skolen og bevare dem her blandt andet via kampagner og børneambassadører, som fortæller de andre børn om, hvor man her får masser af vigtige informationer- Sørge for at børnene får bedre adgang til informationer og viden om f.eks børnerettigheder. Det sker bl.a. igennem uddeling af radioer og produktion af børneprogrammer i radioen.
- Flere sportsaktiviteter, hvilket skal ske via opstart af sportsklubber, der skal bygges nye sportsfaciliteter og organiseres turneringer.
- Undervisning i "life skills": Hvordan man henvender sig til myndighederne, læger osv.
- Oplysning om sundhed, hygiejne og HIV/AIDS.